Da jeg fødte mig selv

Det var af desperation

jeg tog den.

Det porøse.

Der stod:
Til – du ved hvem du er.

Jeg ved hvem jeg er (?)

Den dag fik jeg forbandelsen.
Senere lærte jeg at leve med den.

Jeg kunne skrige
at det ikke var min skyld,
uden at vide
hvis skyld jeg ønskede
det skulle være.

Jeg kunne skrige så højt
at det gjorde ondt.

Det var min skyld.

Som om jeg endnu ikke var født
på den måde
der skulle til
for at jeg kunne være.

Jeg ville sige:

Selvom jeg ved hvem jeg er
skal jeg stadig laves
før jeg kan dø.

Jeg fortalte
at jeg ikke havde noget
med min krop at gøre.

Jeg ville fortælle
indtil det en dag
ville give mening.

At jeg var kommet af det lyse
var ikke min sandhed endnu.

Udenfor
var det forår nu.

Nu var det
at livet i mig
skulle laves.

Jeg vidste
jeg var stærk nok.

Da hjertet kom til mig
gjorde det ondt
at føle.

Da smilet kom
ønskede jeg
at blive i mørket.

Da neglene kom
kradsede jeg dem korte
i min egen hovedbund.

En dag
skulle jeg nok lære
at være én der kunne.

Det sagde jeg.

En dag
kunne jeg sige:

Jeg kommer fra det lyse
og jeg kan smitte.

Jeg kender det mørke
og jeg kan fortælle dig
en historie om det.