Tidligere var det fredag aften, og det meste var fint og godt og fint igen. Tingene som de er nu, er slet ikke som de plejer. Det er ikke fint, men det er nu sådan det er. Tidligere var det fredag morgen, og min far og jeg kørte til Sverige. Gik tur. Spiste mad på havn. Sætter lige tingene på pause som en YouTube-video flere gange om dagen. Lader bare søvnen bestemme, og kun i søvnen slapper jeg af med god samvittighed. Tænkte over fremtiden i dag på en anderledes måde, end jeg plejer. De hunde, jeg skal have, og hvad de skal hedde. Hvilke slags steder jeg vil rejse hen alene. Og at jeg gerne vil grine mere end græde. Hvordan det ville føles som et liv. Rart at kigge på fremtiden på den måde og ikke med bekymring, men... den er liiiige deromme i skyggerne.
Øver mig i: at blive ved med at se det gode i mennesker selv når de siger alt hvad de mener, og selv når jeg lære dem at kende godt altså sådan rigtig rigtig godt. Når jeg tager en ven tager jeg også alle de dårlige ting med. Mennesker er generelt irriterende, men har du hørt det der med at hvis du i et rum finder flere mennesker irriterende end ikke, så det dig. Dig der er den irriterende. jaja ved ikke
Alle er så tarvelige, og jeg er sikkert også tarvelig tit. Alle snakker grimt om alle – sådan er det bare. Og jeg er ked af, at du er begyndt at gøre mig ked af det, fordi jeg elsker dig, og jeg kommer ikke til at stoppe med at elske dig, så kan du ikke stoppe med at gøre mig ked af det? Jeg vil gerne fortælle dig, hvordan jeg har det, men samtaler og konflikthåndtering interesserer mig ikke for tiden.
50 minutters terapi koster 1.400 kr., og du synes, terapi er overflødigt. Og jeg ville hellere købe noget, jeg kunne holde i hænderne, for 1.400 kr. Tror jeg er enig med dig, men det gør mig mærkeligt tilpas hvordan vi ser tingene på samme måde.
Asta og jeg med en stand på loppemarked, og en dame sagde: "Oh my god, the sun is shining down just at the two of you, like you are the chosen ones." – sådan føles det tit med Asta.
Jeg glemmer, hvordan det føles at være i dit selskab, når du er gået. Derfor ved jeg ikke om jeg savner dig, men jeg siger det alligevel, fordi det føles som om jeg burde det. Tror jeg har brug for at vide, hvordan du har det med alt fra skrabeæg til døden. Tror, jeg har brug for, at du er i mit liv resten af mit liv, helst altid indenfor en radius af én kilometer Hmmm hvad siger du til det?
Hundene, forresten. Dem fra fremtiden. Birkes og Dracula. Det er deres navne. To grand danois – en sort, en grå.
Jeg er naiv og mine forældre er ikke forelskede mere. Det er okay for nu.
Drømme for sommeren: skrive, spise meget vandmelon og mange jordbær og være lykkelig over at jeg ikke længere er ulykkelig.
Om over en uge: Bornholm – mit sted – med min ven Viktoria. Vi skal finde hinanden igen. Sove sammen, bade, sole os, snakke om svære ting, grine, se den slags videoer på YouTube, som kun vi synes er sjove. Min bedste og ældste ven. Hun er der for mig på måder, ingen andre kan finde ud af at være. Det er jeg kommet i tanke om igen.
Det siger nok sig selv, men du er bare ikke noget, hvis du ikke er noget for nogen. Damn, jeg kan stadig ikke rigtig kende forskel på noget, nogle og nogen. Men I forstår
Jeg har ikke mere at sige eller skrive eller begge for nu. Jeg vil sove og håber at jeg kan det
˚ ✦ . . ˚ . . ✦ ˚ . ★⋆.
. ˚ * ✦ . . ✦ ˚ ˚ .˚ . . ˚ . ✦
Ingen kommentarer:
Send en kommentar